Godt Nytår !
Lyset er på vej tilbage og vinteren giver mulighed stadig for hvile og refleksion.
Jeg havde endnu et rejsende efterår med ophold på Nordisland og Nordgrønland; begge dele som en del af mit nordiske projekt Singing Our Place. Et projekt som undersøger forbindelserne mellem mennesker, natur og vores fælles fremtid gennem research, workshops og kunstneriske værker.
Det tager sit udgangspunkt i den menneskelige stemme og sangen, som forbinder os med os selv, med hinanden og med vores omgivelser, vore landskaber.
Teater Viva, som jeg er kunstnerisk leder af, skabte i 2016 en stor musikteaterforestilling i Nordgrønland, som en del af Singing Our Place. Forestilingen hedder Pinngortitaq Nipilutsigu og er skabt som et community art project i samarbejde med professionelle Inuit-scenekunstnere og lokale beboere i Ilulissat. Forestillingen blev en stor succes og er nu inviteret på turne i 2018 af Grønlands Nationalteater.Vi har prøver i marts og spiller i hele august måned 2018.
Derudover har jeg indledt et samarbejde med den amerikanske komponist og elektroniske musiker Michael Mcdermott, som jeg mødte på Island og lavede en koncert med. I juni 2018 mødes vi igen i Berlin og skaber mere musik og koncerter sammen.
I juni skal jeg også være gæsteforelæser på en konference om Knowing By Singing på British Museum i London og fortælle om Singing Our Place-projektet.
PÅ grund af disse og flere andre nytilkomne aktiviteter i 2018, er Voxviva- forløbet udsat til først at starte i 2019. Jeg beklager overfor Jer der har gået og ventet og glædet Jer !
I er altid velkomne til at komme til solo – eller gruppesessioner i min sal i Hjortshøj.
I er også velkomne til at invitere mig til at komme til Jer med et skræddersyet kursus, der passer til Jeres behov. Det kan være som et privat kursus, et kursus på arbejdspladsen eller konferencen eller kulturarrangementet.
Kontakt mig på teaterviva@gmail.com eller 50547024.
I løbet af året, vil jeg til gengæld skrive forskellige tekster med udgangspunkt i Voxviva-arbejdet; et holistisk kunstnerisk udviklingsarbejde med fokus på den menneskelige stemme.
Jeg vil tage afsæt i de fem moduler på Voxviva-uddannelsen og de tematikker og teknikker, som jeg har udviklet gennem 10 års forløb med Voxviva-uddannelsen.
Kærlig hilsen Katrine